Kerteminde Art Week

  

 

Pressemeddelelse

ArtWeek Kerteminde genopstår

Efter en pause på fire år åbner ArtWeek igen dørene til en hel uge med kunst i lange baner. Kulturhuset Anexet på Lundsgaard Gods i Kerteminde lægger hus til fra lørdag 25. juni til og  med lørdag 2. juli 2022.

36 kunstnere udstiller og indtager de smukke lokaler og uderum med staffelier, maling, værktøj, ler, bronze osv. Kunstnerne, der kommer fra hele landet og to fra Norge, arbejder ugen igennem med deres kunst, så publikum kan følge med i de kreative processer.

ArtWeek Kerteminde 2022 åbnes lørdag 25. juni kl. 16.00 af turistchef i Kerteminde, Dorthe Frandsen.

En del af kunstnerne er gengangere fra de mange år, ArtWeek har vækket fynboers og feriegæsters kunstappetit. Bag ArtWeek står ægteparret Bente og Michael Grønlund, som startede kunsteventen tilbage i 2011.

Siden 2011 har godt 350 forskellige kunstnere fra over 25 forskellige nationer deltaget på ArtWeek.
”Hjertet i Art Week er stadig at samle en masse kunstnere. Kunstnere, som gerne vil mødes og udstille med kollegaer, og som gerne vil være aktive med deres kunst i de otte dage, udstillingen foregår,” siger Bente Grønlund.
Ligesom alle de forrige år bliver der indsamlet penge til et godt formål. I år gentages successen fra 2012 med ti kunstbænke, som i ugens løb bliver udsmykket af de deltagende kunstnerne. Bænkene bliver bortloddet til en auktion på udstillingens sidste dag. De indsamlede penge ved auktionen går denne gang til forening LINK i Kerteminde, som på frivillig basis arbejder med at støtte flygtninge og indvandrere til en god integration.

I løbet af ArtWeek-ugen vil der ud over de arbejdende kunstnere også være forskellige aktiviteter.

Åbningstider
ArtWeek Kerteminde 25. juni - 2. Juli 2022

Lørdag         25. juni kl. 15-18               
Søndag        26. juni kl. 11-18                
Mandag        27. juni kl. 11-18                
Tirsdag         28. juni kl. 11-20                
Onsdag        29. juni kl. 11-18                
Torsdag        30. juni kl. 11-20
Fredag           1. juli kl.  11-18
Lørdag           2. juli kl.  11-17

 Fri entré

STED: Lundsgaard Gods, Lundsgårdsvej 6, 5300 Kerteminde